Stationsbyens kro – hele byens forsamlingshus

Ballerup Kro og rejsestald, ukendt år.

I 1889 brændte den gamle krobygning ned for anden gang og en ny byggedes i dets sted. Den nye kro var større. Der skulle være plads til de mange opblomstrende foreningsaktiviteter og til overnattende gæster, der kom til Ballerup med den nye togbane fra hovedstaden. 

I det meste af 1800-tallet var kroen styret af en familie med efternavnet Johnsen. I 1845 havde madam Henriette Johnsen bevilling til både krohold, gæstgiveri, købmandshandel og brændevinsbrænderi. Til at drive det hele havde hun mange folk ansat i sin tjeneste. Der var både tjenestepiger og karle, og hendes egne børn arbejdede også i familievirksomheden.

Familien Johnsen

Her ses familien Johnsen foran bopælen Knudsminde omkring år 1900. Alle er klædt i deres fineste tøj til fotograferingen.

På trods af at Ballerup Kro, ifølge loven, var forbeholdt rejsende indtil 1912, begyndte Ballerups egne borgere også at komme her. Med grundlovens bestemmelse om forsamlingsfrihed begyndte foreninger at blive dannet. Derfor blev der brug for et forsamlingshus i mange småbyer. I Ballerup blev kroen hele byens og omegnens forsamlingshus. Her foregik alt fra baller til revyer og politiske møder.

Den 13. marts 1892 udlejede kromanden, med stor betænkelighed, den store krosal til Ballerup og omegns socialdemokratiske vælgerforening, der her afholdt deres første offentlige møde, med ca. 100 deltagere. Kromandens kollega på Måløv Kro havde ellers advaret ham imod at levere husrum til socialisternes møder. 

Sognerådet ledte kommunen fra møder i krostuen. Man kan sige, at kroen var det nærmeste, man dengang kom på et rådhus i Ballerup.

Valg til sognerådet på Ballerup Kro, 1920.

Valg til sognerådet på Ballerup Kro, 1920.

I 1935 købte Louis og Valborg Juul Andersen Ballerup Kro. De foretog en stor modernisering og installerede bl.a. en bowlingbane i en af krosalene.  Efter Louis død førte Valborg kroen videre alene. For de lokale var hun bedre kendt som tante Valborg, den lidt skrappe men gode kromutter. På kroen kunne man også møde tjener Georg Petersen, eller kong Georg, som han også blev kaldt.

Regnskab gøres op på Kroen

Kroen efter lukketid. Louis måler spiritus op, tjener Georg rafler og Valborg i den hvide bluse ser til, at dagens regnskab bliver gjort op. Ukendt år.