Ballerups historie fra Reformationen til det kommunale selvstyre

Med tiden kom det meste af bøndergodset på egnen imidlertid til at tilhøre kronen. Tilknytningen til kongehuset havde blandt andet den effekt, at Ballerup tidligt fik undervisning for almuen, i form af en såkaldt rytterskole. Kongens styring gjaldt frem til sidste halvdel af 1700-tallet, hvor de store landboreformer betød dels et ændret mønster i bebyggelsen, dels at bønderne fik status af arvefæstere, det vil sige, at de i vid ustrækning fik de samme rettigheder over deres jord, som hvis de var selvejende. En anden væsentlig udvikling i 1700-tallet var en omlægning af fattigvæsenet, med den første egentlige lovgivning omkring dette i 1708. Tidligere var det helt overladt til sognepræstens og sognets fremtrædende beboeres forgodtbefindende at håndtere fattigdomsproblemer, men denne model var ineffektiv og førte til, at forsorgen i store træk tog form af tilladt tiggeri.

Med loven i 1708 forsøgte man at råde bod på dette, ved at gøre skattefinansieret økonomisk understøttelse af de fattige til en pligt for sognets velhavende indbyggere. Det tog lang tid, og flere love, at gøre systemet effektivt, men grunden var lagt for et offentligt social- og sundhedsvæsen.

Som led i de liberale strømninger der gik gennem Europa indførtes i 1834 stænderforsamlinger, der skulle rådgive kongen. Et ønske fra disse stænderforsamlinger var indførelsen af et kommunalt selvstyre med et valgt sogneråd. Dette udmøntede sig i 1841 i en ny lovgivning, hvorved fattigdistrikterne blev omdannet til såkaldte sognekommuner. Dette gjaldt også det fattigdistrikt der udgjordes af Ballerup og Måløv sogne, og sognekommunen Ballerup-Måløv var således født.