Da præstegården brændte

I 1801 brænde præstegården i Ballerup. Det fik historiske følger – ikke kun for præsten og hans familie.

Af Bente Dahl Hansen

Søndag aften den 4. oktober 1810 kunne Ballerups borgere se et uhyggelig stort ildskær lige vest for kirken. Det var Doktor Fleischers præstegård, der brændte ned til grunden – inklusiv stuehuset og alle de tilhørende landbrugsbygninger. Herved brændte også alle præstens papirer og bøger, bl.a. kirkebogen, fattigvæsens- og skoleprotokoller, der formentlig var opbevaret i præstens studerekammer i stuehuset.

Fleischer skrev de efterfølgende dage flere breve til biskop Balle med henblik på hurtigt at få brandhjælp, idet intet indbo, kun selve bygningerne var forsikret. Af disse breve fremgår det, at ilden på et øjeblik blev så heftig, at han med kone og datter måtte flygte fra alle ting ”i de Aftenklæder, de bar på Kroppen. Alt vor Indhavebo med Hø, Sæden af Avlingen og Tiender, Heste m.v. er opbrændt. … Ikke det mindste af Gaardens Bygninger er blevet reddet. I Asken ligger mit Bibliotek og Manuskripter. Kun min Præstekjole reddede min Kone”. Senere skriver han, at han har skilt sig af med tjenestefolkene på nær en karl. ”Han og vor øvrige Familie har jeg tinget ind i Kost hos Værthusmanden her i byen”. Herefter fortsætter han: ”Min Kone finder sig temmelig vel efter den første (Hede), i hvilke hun to gange er Aareladt. … Fruentimmere kan græde og dermed faa Hjertet lettet. Jeg er ikke saa heldig, dog jeg ved, at jeg bør underkaste mig Guds Vilie”.

Branden var påsat

Ifølge præstens breve og et notat i den nye kirkebog var branden påsat af ”en Vanvittig Anders Joensen, som længe havde truet at stikke ej alene Balderup Bye, men og mange flere Byer her i Egnen, i Brand, men som Amtets Øvrighed dog ej havde været at formaae til at lade arrestere”.

Eftersom øvrigheden ikke ville tage sig af Anders Joensen, så måtte lokalsamfundet selv passe på, at han ikke forvoldte ulykker, og da han tidligere havde været tjenestekarl i Skovlunde og var blevet gift med en Skovlundepige, var det tre gårdmænd i Skovlunde, der var pålagt denne opgave, nemlig Chr. Andersen fra Kavsbjerggård, Rasmus Nielsen fra Ellekildegård og Ole Nielsen fra gården Toftholm. Disse tre gårdmænd blev efterfølgende ved en politidom idømt ”Mulckt”, altså en bøde, på to rigsdaler, som de hver især skulle betale til Ballerup Sogns fattigkasse, da de havde forsømt at sørge for et forsvarligt vagthold. Også den 27-årige jordløse husmand og nationalsoldat, Niels Larsen fra Ballerup, blev idømt en bøde på to rigsdaler, fordi han havde kørt den ”afsindige” tilbage fra Skovlunde til Ballerup, da bønderne i Skovlunde ikke ville modtage ham. I Ballerup var natmand og skorstensfejer Hans Christophersen lejet til at passe på Anders Joensen, men han havde ladet Anders Joensen ”undkomme fra sig” den skæbnesvangre aften, så han fik ligeledes en bøde på to rigsdaler at betale til de fattige for sin forsømmelighed.

Røg i dårekisten

Med hvad skete der med den sindsforvirrede Anders Joensen og hans familie? Her fortæller fattigvæsensprotokollen, at Anders Joensen var blevet hensat i dårekisten, og at hans kone Margrethe Nilausdatter af amtmand grev Knuth var blevet bevilliget to mark ugentligt til hendes to små børns kost, logi og pleje. Denne forsørgelse forsatte indtil børnene kunne klare sig selv, det vil sige når de var blevet omkring ti år, hvorefter de kom ud at tjene og således fik kost og ophold på stedet i årets 365 dage.

I den første tid boede Margrethe og børnene hos Margrethes forældre: Husmand og tærsker Nilaus Olsen og Kirsten Larsdatter, som var flyttet fra Skovlunde til Hjortespring Overdrev i Herlev Sogn. Men kort efter sendes betalingen for børnene direkte til Nilaus, og Margrethe nævnes ikke mere. Hvor hun er flyttet hen har ikke kunnet spores. Hvor den nævnte dårekiste var beliggende, har Stadsarkivet ikke kunnet finde oplysning om, men en dårekiste var på det tidspunkt et lille rum, hvor den sindssyge blev spærret inde. Der var ikke tale om nogen lægelig behandling, men blot en forvaring og uskadeliggørelse.

Brændte igen

Præstegården var ifølge brandforsikringsvurderingen total nedbrændt, både det 15 fag store stuehus og samtlige udbygninger, der var indrettet til stalde til heste, køer, kalve og svin, ligesom der var loer og lader, vognskure, tørvehus mm. Alle bygninger var i solid egebindingsværk og med stråtag. Den nye præstegård var endnu i sommeren 1802 ikke bygget færdig, kun hovedbygningen, som det tidligere mere stuehus nu blev kaldt, var næsten færdig og af en anseelig størrelse: 17 fag langt og 9 fag bredt. Normalt var datidens bygninger kun 3-4 fag i dybden. Den nye bygning var indrettet med bræddegulve, gipslofter, hollandske døre og dobbelte vindueskarme. Herefter var der to efter forholdene meget store udlænger, en vestre og en søndre, som var under arbejde, men alligevel så langt, at brandforsikringen kunne foretage en vurdering og beskrivelse.

Heller ikke den i 1802 opførte præstegård eksisterer mere, den gik ligeledes til ved en brand, og en ny præstegård så dagens lys i 1888. En del af disse bygninger eksisterer stadig, men tjener nu ikke længere som bolig for præsten. Efter genopbygningen kunne Fleischer genoptage alle sine mange forskelligartede funktioner, som datidens præster var pålagt. Han skulle naturligvis primært tage sig af at afholde gudstjenester og andre kirkelige handlinger. Derudover var han tillige statens lokale embedsmand, der som sådan skulle forestå sognenes skole- og fattigvæsen samt den tilhørende skatteopkrævning. Endvidere skulle præsten sørge for gårdens drift, da det jo var det store jordtilliggende, der foranledigede, at Ballerup-Maaløv sognekald tidligere blev kaldt ”det lille bispedømme”.

Historiske følger

Desværre blev branden den oktoberaften 1801 ikke kun en katastrofe for den gamle præst og hans familie – en oplevelse, der må have været forfærdelig ikke mindst med de mange dyr, der indebrændte. Men også i dag mærker vi følgerne af den skæbnesvangre brand, idet det først i 1812 blev bestemt ved lov at kirkebogen fremover skulle føres i to eksemplarer, der ikke måtte befinde sig samme sted natten over.

Denne totale ødelæggelse af de gamle kirkebøger, måske tilbage fra 1645, hvor kirkebogsføringen i princippet blev indført, bevirker, at både slægtsforskere og lokalhistorikere her i kommunen har vanskeligere ved at komme bag om året 1801. Også fattigvæsensprotokoller, som burde være ført siden indførelsen af et lokalt offentligt fattigvæsen i 1708, kunne have fortalt megen lokalhistorie, hvis de havde eksisteret. Om der befandt sig skoleprotokoller i præstens studerekammer, vides ikke, men det er tænkeligt, da andre kilder oplyser, at der fra cirka 1725 har eksisteret en kongelig etableret almueskole i henholdsvis Ballerup og Måløv, også kaldet rytterskoler, fordi de blev oprettet i Kronens Rytterdistrikter.